Dag 2. Brokdorf til Westerstede.

2. dagen på vores tour started med morgenmad kl. 6.30. Dejligt med et solidt måltid at starte ud på. Aftalen var at alle skulle være klar til start kl. 8.00, og det lykkedes. Bilerne var pakket, og cyklisterne klar. Vi valgte at starte med regnjakken på, men den var næsten unødvendig. Det var ganske små dryp der kom. Turen gik forbi atomkraftværket og til færgen i Glückstadt. Ca. en halv time skulle vi sejle over Elben, og de fleste tilbragte tiden i cafeteriet under dæk. Turen gik frejdigt videre, og ved første frugtpause kunne vi smide regnjakkerne. Enkelte fortsatte i korte ærmer, for solen bagte. Vi kørte på fine tyske veje, nogle større end andre, og nogle mere trafikerede end andre. Planen var at køre til næste færge i Sandstedt hvor Weser’en skulle krydses, men efter 2 timers kørsel var mange temmeligt i kulhydrat underskud, så frokosten blev fremskyndet. Så der blev disket op med højbelagt smørrebrød (tak Heine), cola, cocio, frugt osv. Ved færgen skulle vi lige vente lidt, men krydsede hurtigt. Ca. halvdelen af turen var tilbagelagt på dette tidspunkt. Flere gange i løbet af dagen mødte vi Rynkeby følgebiler, men vi så ikke en eneste Rynkeby rytter. Vi blev enige om at de alle sad bag i bilerne. Eftermiddagens frugtpause holdt vi ca. 20 km før mål, så der blev hygget og humøret var højt for vi kunne se en ende på dagens etape. De fleste har allerede her på dag 2 ømme numser. Et par km. før byskiltet i Westerstede gik der spurt i den, og Palle endte med at få byskiltet. Det udløste aftenens t-shirt som dagens cyklist, med en hilsen om at i morgen følges vi i mål :-). Vel ankommet til hotellet blev dagens første øl nydt, og flere af cyklerne blev vasket og pudset. Nu har vi nydt et dejligt aftenmåltid med kød ad libitum. Og så sponserede Falck aftenens våde varer. Imorgen går turen til Enschede i Holland. Vejrudsigten siger moderat vind, og forhåbentligt ikke for megen regn. Vi får se. Dagens etape var på 167 km, og med et gns. på 28 km/t.

Skriv et svar