Hamburg Cyclassics 2013

Så er vi hjemvendt fra Hamburg Cyclassics, som fandt sted 25/8. 14 mand fra TCM og 2 stk. fra Visby Cykel Klub var afsted. Og det var altså et cykelløb af de helt store. I alt deltog omkring 22.000 ryttere på 3 forskellige distancer. Hele byen emmede af cykelfeber den weekend. Og det er en følelse som er svær at beskrive at ligge imellem flere tusinde andre ryttere på veje som bare er fuldstændig spærret af. Og lige meget hvor vi kom hen blev der heppet på os. I samtlige af de små byer omkring Hamborg var der folk på gaderne som heppede og sad ved fortovs kanterne og i forhaver og bare gav os alle super motivation. Og børn der stod ved vejkanten og ville klappes i hånden og have tomme drikkedunke. Og så er der jo en anden fordel ved at være så mange ryttere. Der kan bare gives gas. Når man ligger i de kæmpeflokke der var mærkede man nærmest ikke at det var hårdt. Man bliver bare suget med. Det er helt sikkert noget de fleste af os vil deltage i igen.

Vi kørte derned lørdag eftermiddag så vi kunne få indlogeret os på hotellet, og så ellers hente vore startnumre inden kl. 19. Der var så bare lige den lille sag, at hotellet kun havde fået bekræftet 1 værelse ud af 8 fra hotels.com hvor jeg havde lavet bestillingen. Ups. Så står man 16 mand der og ved ikke hvor man skal sove. For alle hoteller i hele byen er booket ud pga. løbet. Men man kan jo ikke tillade sig at være sur på receptionisten, for det er jo ikke hendes skyld. Vi tog ind i byen for at hente startnumre og spise, og så kom det lettende opkald heldigvis. Det var lykkedes dem at finde 5 værelser på hotellet, ved at sende andre gæster til andre hoteller. Vi måtte så godt nok sove lidt flere på hvert værelse, men det var vi sådan set ligeglade med i situationen. Så vi fik vores nattesøvn og lækkert (gratis) morgenmad inden turen gik til start området kl. 6.30. De fleste havde toptunede cykler, undtagen Anker der havde fået monteret forkerte klamper og Aage som lige opdagede at hans stel var flækket! Nå, men det er jo mindre detaljer, og alle kom hele turen rundt.

Tak til Mikael, Jubas, Peter, Aage, Torben, Jacob, Claus, Henrik, Christian, Fritz, Post, Preben, og 3 x Brink brødre for en super tur. Det gør vi igen.

Hilsen Palle

Her er de flotte resultater:

26-08-2013 12-42-031185821_10200409570587894_1986529064_n